I Marens Hul

Tekst og melodi: Holger Bjørnholt-Fink

Da jeg sejled’ ud på en forsommerdag, var vejret i orden og lige min smag,
for solen den skinned’ og vinden var fin og bæltet lå åbent og verden var min.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Jeg kastede anker på meget dybt vand, tæt ved Marens Hul, hvor der’ udsigt til land.
Så gik jeg til køjs, dengang natten faldt på og sov, mens jeg drømte, hvordan det sku’ gå.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Men næste dags morgen sad ankeret fast; det var, som det havde få’d ekstra ballast.
Det rokked’ sig ikke, hvor meg’t, jeg end sled, så jeg sprang i baljen og dykkede ned.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

På bunden af hullet sad ankeret fast – i’n tangklump, jeg hev i den svært tunge last.
Da lød der en røst fra det mærk’lige bundt: ”Hvad er det, der rykker? Av, av, det gør ondt!”
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

For tangen var virkelig havfruens hår, som ankret had’ siddet i siden i går.
Jeg prøved’ forgæves at gøre det løs, men hver gang, jeg hev, var det havfru’n, der gøs.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Så tog jeg min kniv og skar ankeret fri og det kunne havfruen rigtig godt li’.
Parykken var blevet en smule for lang, så nu kunne hun atter synge sin sang.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Vi snakkede sammen, hun gav mig et kys og det var minsandten et ordentligt nøs!
“Hvad er mon dit navn, skønne havfrue min?” ”Ja, jeg hedder Maren,” sa’ hun med et grin.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Vi dansed’ og fik os en dram eller fler, og så, ja, og så husker jeg ikke mer’.
Da jeg vågned’ op, lå jeg oppe på dæk, og hele historien var næsten væk.
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

På ankret sad havfruens hår stadig fast; det hang jeg til tørre i rigning og mast.
Jeg sy’de mig selv en madras samme dag med håret som fyld lagt i lag efter lag
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Nu sover jeg dejligt på havfruehår. Det er da utroligt, som tiden, den går.
Og hvis du sku’ tvivle på om, det er sandt, så kom og se indholdet af det, jeg fandt!
Hør efter og tøv lig’ en kende. Nu spinder jeg lige en ende!

Tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund dof